Kampsport og vold
Meningerne om hvorvidt kampsport fremmer eller forebygger vold har gennem tiden været genstand for forskellige opfattelser, lige fra at forbyde kampsport for menigmand til at indføre kampsport som liniefag på seminarier.
Flere, bl.a. professor i jura, Vagn Greve anser kampsport som en af de afgørende årsager til den farlige vold der desværre figurerer for meget i medierne for tiden. Jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved disse udsagn, blandt andet set i lyset af episoder i forbindelse med ishockey, fodbold og desværre, også i forbindelse med kvindehåndbold.
Spørgsmålet er om ikke disse holdsport er et udtryk for kampsport, måske mere end kampsport selv, eller nærmere et udtryk for stammekrig. Ser man nærmere på udsmykninger (krigsmaling) og bannere (krigsfaner) kunne man fristes til at tro mere på dette udsagn end på selve kampsportens skadelige virkning.
- Det er under alle omstændigheder et faktum at hvis de »krigere« den enkelte »stamme« har udvalgt til at kæmpe i arenaen ikke lever op til forventningerne, føler flere tilskuere sig fristet til at afgøre kampen uden for arenaen.
Så, spørgsmålet er, skal vi ikke forbyde holdsport, nu vi er i gang med riven ?
Det ovenstående skal kun ses som ren hypotese, men er ikke desto mindre fuldt på højde med Hr. Greves artikler, såvel analysemæssigt som værdimæssigt.
Apropos analyse, så må vi, ud over det tidligere nævnte, prøve at analysere os ind på kampsports indflydelse på voldsbølger, såvel positiv som negativ, om nogen indflydelse overhovedet.
For at kunne udarbejde en analyse, må vi samle en givet mængde data til bearbejdelse, hvilket givetvis vil blive en vanskelig og omfattende opgave, hvis overhovedet mulig. Jeg tror ikke at der er data nok til at udarbejde en tilfredsstillende analyse og så er vi tilbage til rene hypoteser, eller indicier, for at blive i »lovsprog« og det er jo svært at dømme udelukkende på indicier.
I det efterfølgende vil jeg komme ind på en del personlige betragtninger i forbindelse med medierne og Hr. Greves sammenkædning af den øgede brug af farlig vold og udøvere af kampsport.
Årsager
- En af årsagerne til den farlige vold skal nærmere søges i, at denne generations unge er børn af et samfund som gennem 60érne og 70érne kæmpede for at nedbryde de gamle stivnede og autoritære regler, men glemte at sætte nye regler og grænser til erstatning for de gamle.
Datidens løsen var »Anarki«.
- Resultatet er, at nu, da denne rus af 70érne, med fri kærlighed, sex, hash og børneopdragelse er svundet bort, føler vi tømmermændene i form af en generation af unge, der selv må finde grænser og normer, eller søge grænser og normer andetsteds end i de familierammer og det samfund der ikke formåede at give dem disse.
- Da mennesket, unge især er grænsesøgende af natur, er det vigtigt at de på et tidligt stadie har nogle fastlagte grænser at forholde sig til, netop for at undgå at de grænser de unge selv finder/sætter befinder sig på et samfundsmæssigt uacceptabelt niveau.
- En af bivirkningerne ved selv at sætte grænser for egen opførsel kan vise sig ved at grænserne, ud over at befinde sig andetsteds end på det niveau den normale samfundsnorm foreskriver, også har tendens til at flytte sig efter de øjeblikkelige behov og den situation individet befinder sig i. Dette gør sig selvfølgelig også gældende i forholdet til en konfliktsituation eller en voldelig konfrontation.
Skolegardens hierarki
For at kunne lære grænser og regler, er det vigtig at de unge føler disse grænser og regler, ikke kun hører om dem. Slagsmålene i skolegården var, hvor uhensigtsmæssige de end måtte forekomme, væsentlig normdannende i det sociale hierarki der eksisterede i skolegården. Disse slagsmål var også medvirkende til at indøve uskrevne normer og regler for god opførsel under et slagsmål (man måtte ikke bruge »tøsekneb«, man måtte ikke sparke og man måtte ikke slå en der lagde ned).
Hvor uhensigtsmæssigt og groft dette end må forekomme, er det dog medvirkende til den første normdannelse og opdragelse på dette grænseområde. En naturlig følge må så være at udbygge normerne og forbedre den videre opdragelse.
Effekten af forbud
- Den holdning Hr. Greve gør sig til talsmand for er »ude af øje, ude af sind«, jeg tror dog ikke at vold forsvinder bare fordi vi lukker øjnene for den, eller laver et fint skrevet forbud mod kampsport. Effekten af en fornægtelse af eksistensen af vold er samtidig en fornægtelse af regler og normer omkring samme. Et totalt forbud på området, som det Hr. Greve beskriver vil nærmere resultere i et anarki. En mangel på naturligt indlærte grænser og regler som kan medvirke til et ufornuftigt reaktionsmønster under en evt. voldelig konflikt.
- Lovens bogstav foreskriver godt nok regler og forbud mod voldelig adfærd og beskriver strafferammen ved overskridelse af disse, men på trods af disse fine lovtekster ser vi i dag mange eksempler på overskridelse, såvel bevidst som ubevidst. Jeg tror ikke at yderlige forbud på området i form af lovtekster vil have nogen indvirkning på enkeltindividets reaktionsmønster i forhold til en konfliktsituation.
- Min holdning er at det er langt bedre at forholde sig konstruktivt til problemerne end at gemme dem væk, eller forsøge at eliminere problemerne ved forbud og restriktioner. Jeg tror ikke på at man kan behandle et samfundsproblem med forbud, det virker nærmest som symptombehandling i stedet for årsagsbehandling.
- En mere farbar vej er nærmere at bevidstgøre om vold som det eksisterende begreb det er. Erkender vi ikke vold som et eksisterende begreb, vil vi heller ikke kunne forudsige vores reaktion på en evt. voldelig konfrontation og derfor vil risikoen for, at resultatet af reaktionen vil være fatal, være alt for stor.
Kampsport som undervisning i konfliktbehandling
Det er netop her den organiserede kampsport kommer ind i billedet som opdragende faktor. Hvis Hr. Greve havde givet sig tid til at undersøge de faktiske forhold omkring organiseret kampsport før han udtalte sig, ville han have konstateret effekten af det strukturerede hierarki og den høje grad af disciplin der er fremherskende i disse sportsgrene.
- I organiseret kampsport lærer man at håndtere konflikter/vold på en konstruktiv, rationel måde frem for at overreagere og som resultat heraf overskride grænser og regler for god opførsel.
- I organiseret kampsport får man samtidig en indlæring i nødværgeret og konsekvenser ved overskridelse af denne.
Bevidstgørelse om, og en decideret indlæring i metoder til håndtering af en voldelig konflikt på den mest hensigtsmæssige måde, er kampsports fornemmeste opgave. Gennem denne indlæring opnår udøveren en større selvsikkerhed og selvdisciplin og derigennem de bedste forudsætninger for at undgå voldelig konfrontation.
Nutidens mangel på denne indlæring er i mine øjne en væsentlig årsag til det ekstreme reaktionsmønster som gennem 80érne og 90érne ofte har fået fatale følger.
Vigtigheden af bevidsthed om dødens nærhed
- Historisk set (for 50 år siden) var døden langt mere nærværende i befolkningens bevidsthed i de vesteuropaiske lande end nu. Der var krig, lægevidenskaben var ikke nået særligt langt, sikkerheden i erhverv var ikke prioriteret særligt højt, på landet foregik de fleste slagtninger hjemme på gårdene osv.
- I dag er døden ikke særligt nærværende i mange unges bevidsthed. Vi får døden pakket ind i pæne pakker og serveret i små doser på TV og i den skrevne presse, og så kan vi ellers læne os tilbage i sofaen og sige »Åh så skrækkelig verden er i dag, tag lige et stykke kage mere«. Så spiselig er præsentationen af død og voldelig død i nutidens medieafhængige verden.
- Vi overfodres med »præsentabel« død i rå mængder på film og i TV. Det vi ikke får præsenteret er lugten/stanken af død, vi bliver ikke stænket til af blod og små stykker kød når »helten« i en film sparker kyssetøjet i stykker på forbryderen. Dette lyder umiddelbart meget voldsomt, men besøg et slagteri, så får man en fornemmelse af førnævnte.
- For få unge har i dag viden om, og fornemmelse af effekten af de teknikker og de handlinger deres filmhelte udfører i deres ærværdige forfølgelse af forbrydere, og det kan man ikke lægge kampsport til last, men snarere film og underholdningsindustrien.
- Effekten af denne påvirkning er, at hvis en ung bygger sine normer op om disse filmhelte vil det kunne gå helt galt i en konfliktsituation.
- Så, Hr. Greve, enten må man også forbyde TV, aviser og underholdningsindustri, eller også kunne man indføre kampsport og konfliktbehandling i folkeskolen.
Ekstremernes tid
Netop den for nævnte mangel på realistisk viden om, og fornemmelse af døden, kan være en af grundene til den store tiltrækningskraft ekstreme former for fysisk udfoldelse har i dag. Elastikspring, klatrevægge, snowboards, hanggliding osv. Disse ekstremer er blandt andet opstået ud fra behovet for at bryder grænser. Mennesket har altid haft et stort ønske om at bryde grænser, og eftersom alle bjerge efterhånden er besteget, alle dele af verden er udforsket og de fleste rekorder har opnået grænserne for det fysisk mulige har behovet for nye udfordringer presset sig på i stadig større grad. Nutidens løsen er »Extreme«.
Dette ønske om konstante udfordringer af fysisk karakter hænger også i stor grad sammen med et behov for at føle at man lever, hvilket igen kan bringe os tilbage til de positive aspekter i kampsport.
Fordele ved kampsport
- Organiseret kampsport drejer sig i stor grad om at bryde sine egne grænser inden for ganske fastlagte regler, normer og ritualer.
- Organiseret kampsport drejer sig også om selvværd, selvtillid, respekt for andres grænser og evne til at satte egne grænser samt opnå en større selvsikkerhed og dermed bedre forudsætninger for at håndtere konfliktsituationer på en fornuftig måde.
- Disse ord kan vi vel alle nikke genkendende til, som værende almindelig god børne- opdragelse efter vestlige normer. Det er jo lidt tankevækkende at ritualerne, respekten og selvkontrollen i moderne, organiseret kampsport har sine rødder i østerlandsk filosofi fra en tid før vi vesterlændinge holdt op med at tage på vikingetogter.